tirsdag den 28. juni 2011

Slemme Bethany!

Træder på dem der ligger ned og alt muligt. (Men man ligger sgu da ikke ned når man laver mad?)

De andre er sure. Bebrejder dem altså ikke. Er faktisk glad for, at der også findes gode mennesker i verden.  Tænk hvis alle var som mig?

Vil dog gerne fortælle hende den anden sure, at jeg ikke skriver på tom hjerne.

Og til dem der ikke læste rigtigt første gang, så er det ikke fordi jeg prøver at nedgøre syge mennesker og førtidspensionister. Jeg stiller spørgsmålstegn ved hvordan man, i mine øjne, kan have noget der ligner et fuldtidsjob via sin blog og samtidig erklære sig uarbejdsdygtig.

Nej, det er ikke pænt at sige højt.

Shame on me

20 kommentarer:

  1. Det du ser på bla min blog er et fucking glansbillede. Det tager typisk 3-4 timer at lave aftensmad incl pauser. Jeg vil gerne vise mine kreationer frem - men kan åbenbart kun blive taget seriøst som førtidspensionens hvis jeg fortæller hvor mange piller, pauser og bitre tårer jeg græd mens jeg lavede det.

    Tror mig, man får sgu ikke en førtidspension for sjov. OG når man så har fået den tilkendt er man kørt ud på et socialt og økonomisk sidespor. Det gælder om selv at få livskvalitet klemt ud af resten af tilværelsen - heldigt nok at ens hobby så er kogekunst så det kan kombineres med de måltider man nu engang skal sætte til livs hver dag.

    Det er den der holdning "de kan da sagtens passe et job" som pisker en meget uheldig stemning op. For hvad fanden ved du og andre der ikke har en kronisk smertesygdom om det? Hvad vi kan i vores egne ustressede hjem kan overhovedet ikke sammenlignes med at ha' kræfter til at passe et job. Og ja, det er et 'fuldtidsjob' at passe en stor madblog - men det er jo for fanden det eneste 'job' vi må få.

    Jeg har mistet min lovende karrierer, min arbejdsevne, min finmotorik, evnen til at sove, tale, koncentrerer mig og min hjerne er hullet som en schweizerost af stress. Til gengæld har jeg så stærke smerter 24-7. At jeg så oveni skal forsvare at jeg kan tillade mig at blogge med ikke arbejde. Jebus!

    Du kan få en fedtemad med jord på!

    SvarSlet
  2. Til gengæld kan du så slå dig sammen med hende du plejer at skændes med. Så kan I hade mig sammen.

    Men jeg hører hvad du siger. Jeg studser dog stadig over hvordan du lige laver en hurtig kirsebæris søndag eftermiddag osv osv. Altså jeg kender godt til at være syg og mangle overskud. Der står jeg fandme ikke og kreerer mad på kunstnerisk vis, fotograferer det og smider det på min blog.

    Det virker ret overskudsagtigt. Og ja, jeg stiller spørgsmålstegn til de ting jeg bemærker og undrer mig over.

    Men tak for dit uddybende svar, og jeg æder fedtemaden med jord på.

    SvarSlet
  3. Godt svar, Malou. Og det sir' jeg ikke, fordi jeg selv har en madblog og er førtidspensionist. Jeg har sørme både en madblog OG et fuldtidsjob. Og behøver ikke være spor sarkastisk og bitter af den grund. Vi bruger jo alle vores tid på det vi godt kan lide. Madbloggere kan nok bare lide at lave og spise mad. Bitterfisser kan åbenbart lide at bruge al deres energi på at finde fejl, kritisere og nedgøre andre mennesker. Det man sender ud, får man tilbage, så jeg er fandme glad for jeg har eller VÆLGER at se det bedste i andre.

    Men at høre bitterfissen sige TAK for dit svar, det er da altid noget .... så er der måske andet en sur mental hjerne i kroppen på hende.

    SvarSlet
  4. Overskudsagtigt? Hmm, at bruge 10 minutter på at blende frosne bær og yoghurt, tage 5 billeder, blende den frosne is med lidt mælk, tage 5 billeder og skrive et indlæg. Det var så det eneste jeg magtede på 18 vågne timer (lå ned resten af tiden, spiste kun rugbrød hele dagen og opvasken fra isen står der sgu endnu) - som jeg skrev før: det er et glansbillede jeg viser frem. Jeg er jo madblogger og ikke klynkeblogger - jeg skriver om den mad jeg laver og ikke hvor hæsligt mit liv i virkeligheden er og hvor meget jeg lider hver dag. Det er der sgu da ingen der gider at læse. Det kræver ikke ret meget hjerneaktivitet at regne ud at der forgår noget ganske andet under bloggens overflade. Jeg skaber en illusion af at jeg har et af de der 'liv' man hører så meget om - og at min kreativitet rent faktisk kan bruges til noget.

    Det virker som om at mange forventer at en kronisk syg på førtidspension bare skal sætte sig hen i et hjørne og vente på at dø - og helst af sult.

    Super, du kan endda få et glas hjemmelavet hyldeblomstsaft at skylle den ned med. Det er sødt og dejligt - og kan balancere selv den værste bitterhed ud.

    SvarSlet
  5. Nej, det er tydeligvis ikke pænt at spørge om den slags Bitterfisse, og nu får du vist bloggerkærligheden at føle samt rummeligheden i Bloggerland. Den eksisterer i øvrigt ikke.

    Jeg synes, at dit spørgsmål er relevant og underholdende. Jeg synes også, at du er en sur kælling, men ikke desto mindre spot on i dine iagttagelser.

    Jeg synes derudover, at det er påfaldende, at man i Bloggerland ikke må være selvkritisk i et omfang, hvor det rykker noget. Diagnoser er herude en undskyldning for ikke at kunne magte livet, og skulle et andet menneske træde en for nær, er diagnosen også det røde kort, der holdes oppe, mens der råwes, at nu skal du altså opføre dig ordentligt, for det er synd for mig.

    Hvis Klidmosters blog er en facade, som hun skriver, så kan hun ikke fortænke nogen i at se bag om den og stille kristiske spørgsmål. Hun tilkendegiver jo netop, at det slet ikke er muligt, med den diagnose hun har, at leve det liv, hun fremviser på sin blog. Således giver hun jo Bitterfissen ret: Det giver ikke mening, og hun ved det godt selv. Vi må bare ikke tale højt om det.

    SvarSlet
  6. "Hvis Klidmosters blog er en facade, som hun skriver, så kan hun ikke fortænke nogen i at se bag om den og stille kristiske spørgsmål. Hun tilkendegiver jo netop, at det slet ikke er muligt, med den diagnose hun har, at leve det liv, hun fremviser på sin blog. Således giver hun jo Bitterfissen ret: Det giver ikke mening, og hun ved det godt selv. Vi må bare ikke tale højt om det. "


    SPOT ON!

    SvarSlet
  7. Hvem er I, der gemmer jer bag anonyme blogs og anonyme kommentarer? Og synes det er ok, at bruge formiddagen på at "stille kritiske spørgsmål" til en invalidepensionist? Ville det være bedre for jer, om Klidmoster satte sig ned med sine knap 8000 kr og gloede ind i en væg dag efter dag? Er det retfærdighed i jeres øjne? Hvorfor dog føle sig så snydt?
    Fint med lidt satire over det måske selvhøjtidelige blogland, men at antyde socialt bedrageri og blande folks sygdom ind i, hvordan, hvornår og hvorfor man må blogge, det er da lidt usmageligt. Efter min mening.
    Jeg modtager ikke selv invalidepension, men forestiller mig ikke, at det er en form for glorificeret livsstil, som der antydes. Derudover synes jeg ikke, at Klidmoster skal forsvare sin hobby med at blogge mere end Bitterfissen skal. Hvordan får du, Bitterfisse, tid til at holde øje med alle og kommentere på fejltrin, hver evigt eneste dag?
    Jeg spørger bare.

    /Katrine - stud.mag i medievidenskab

    SvarSlet
  8. Katrine Student, det skal jeg fortælle dig: fordi jeg ikke gider at have bloglands tudekavaleri rendende hos mig. Du læser i øvrigt Bitterfissen, som fanden læser biblen, men nu er du jo også kun studerende.

    SvarSlet
  9. Meget vigtigt at lige fik det der "stud.mag" med. Dælme relevant, altså.

    Og det varer lidt tid før du er færdig med den uddannelse, hvar?

    SvarSlet
  10. Var egentlig bare for at sætte en identitet på kommentaren, da jeg ikke selv har en blog at henvise til. Lige nu skriver jeg speciale og føler mig derfor vældig studerende. At det ligefrem skulle opfattes som provokerende, det at betegne sig selv som studerende, var jeg ingenlunde klar over.
    Men fair nok. Her er det måske mest ønskværdigt at forblive anonym.

    Måske læser jeg Bitterfissens blog som fanden læser biblen. Måske læser Bitterfissen og frk./hr. Anonym alle andre blogs som fanden læser biblen. Hvem ved. Egentlig kan jeg godt lide mange af indlæggene på bloggen og finder dem vældigt morsomme. Når det så er sagt, så kan jeg godt forstå, at Klidmoster har følt sig lidt angrebet. Ikke mindst af de kommentarer, der har knyttet sig til Bitterfissens indlæg. Blot det jeg i min kommentar forsøgte at udtrykke. Men lad det endelig handle om min måde at titulere mig selv i stedet. Det er da om noget relevant :-)!

    /Katrine Student - helt almindelig rødhåret pige.

    SvarSlet
  11. @anonym du må da gerne være selvkritisk. Vi bakker dig gerne op... Men måske du mener se kritisk på andre?

    Jeg synes derudover, at det er påfaldende, at man i Bloggerland ikke må være selvkritisk i et omfang, hvor det rykker noget.

    Diagnoser er herude en undskyldning for ikke at kunne magte livet, og skulle et andet menneske træde en for nær, er diagnosen også det røde kort, der holdes oppe, mens der råwes, at nu skal du altså opføre dig ordentligt, for det er synd for mig.

    Altså mange mennesker (ja det tillader jeg mig lige at kalde os...) med diagnoser magter da godt livet. Vi har et godt liv, når der bliver taget hensyn til de udfordringer vi har i vores liv. Præcis som hvis du bærer briller, at du bruger briller, hvis du har skidt i din ble når du sidder på plejehjemme, så bliver du skiftet, hvis du er udsat for hjemmerøveri, så bliver du tilbudt psykologhjælp etc.

    SvarSlet
  12. Man stiller spørgsmål og sætter spørgsmålstegn. Uanset om man sætter eller stiller, er der forskellige måder at gøre det på, for eksempel den nysgerrige, den fordømmende, den mistænksomme, den diskrete, den direkte og den oprigtige. Det virker påtaget naivt ikke at vide det og bagefter påberåbe sig, at "jeg spurgte jo bare!".

    SvarSlet
  13. Der er vist osse noget påtaget over mig.

    SvarSlet
  14. Jeg syntes det er skammeligt, som man kan bekrige hinanden istedet for at være i mødekommende og forstående ... ALLE har ret til et liv!!

    SvarSlet
  15. Ind imellem flækker jeg af grin over dine kommentarer!
    Bethany der er da intet påtaget over dig!

    SvarSlet
  16. Sommetider skal man jo bare gi' folk ret, pæne Onkel Anne

    SvarSlet
  17. Hej dér. Var det ikke en idé at sætte sig bedre ind i tingene inden man sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man tilsyneladende kan passe en blog men ikke arbejde? Det tager ikke særlig meget research at finde ud af: 1) Hvor svært det er at få tilkendt førtidspension (så har man nok ikke bare gået ned og grædt/faket lidt på det nærmeste rådhus). Kommunerne er som bekendt pænt nærige 2) At det at foretage sig noget, der bringer glæde, er med til at lindre sygdomstegn - altså kan man godt have en hobby, hvis man er syg, men ikke et arbejde. Tror du rent faktisk at det er sådan, at f.eks. Klidmoster hellere vil leve for 8.000 kr. om måneden resten af sit liv end arbejde med et fag, det er ret tydeligt, at hun var meget glad for, eller er du bare ude på at provokere? Ærligt talt kan jeg ikke undgå at hælde til det sidste

    SvarSlet
  18. Nå, der gik et lys op for dig alligevel

    SvarSlet
  19. Uanset hvad du er 'ude på' er det hak hyle mig grimt at påføre enkeltpersoner - som du meget lidt subtilt hentyder til, men ikke nævner navnet på, selvom de fleste kan regne ud, hvem der er tale om - smerte via hån, nedgørelse og 'bagtalelse'. Nej det er fandeme ikke at stille skarpt på et relevant socialpolitisk samfundsspørgsmål med humor på, det er at være ondskabsfuld. Og jo, man må godt bryde tabuer, selvom du påstår, at alle, der siger dig imod i virkeligheden bare er nogle røvslikkere. Men ikke på den måde. Pigerne i 5.a bryder heller ikke tabuer om overvægt når de råber 'fede kælling, hvorfor æder du så meget?!' efter klassens buttede pige i frikvarteret.

    SvarSlet
  20. I læser mere end jeg skriver. :)

    SvarSlet